torsdag den 26. april 2007

konspirationsteorierne

konspirationsteorierne florerer som aldrig før. Det er ikke så underligt - talrige gange har vi set og fået afdækket »konspirationer« bag krigs- og konfliktiscenesættelse.

Tænk f.eks. på de mange kuvøse-babyer i et kuwaitisk hospital, der blev »smidt på gulvet« af irakiske soldater op til den første Golfkrig - det var iscenesat propaganda. Eller tænk på »samarbejdet« mellem Al Qaeda og Saddam Hussein. Iscenesat propaganda. Eller tænk på Iraks masseødelæggelsesvåben. Iscenesat propaganda.

Eksempler af den slags er legio, og derfor er der altid brug for kritiske øjne til at holde al magtens uvæsen i skak.

Men ingen konspirationsteori slår dog teorien om, at det var den amerikanske regering, som helt eller delvist stod bag terrorangrebene den 11. september 2001 for at legitimere militær oprustning, Big-Brother-indenrigspolitik og aggressiv udenrigspolitik.

At en meget stor andel af den amerikanske befolkning faktisk er overbevist herom, fortæller dog nok mere om Bush-regeringens almene utroværdighed end om konspirationsteoriens troværdighed.

Der er dog mange detaljer i de officielle forklaringer omkring terrorangrebene, som især ved første øjekast synes at halte eller forekomme helt urimeligt usammenhængende - de utydelige videobilleder af angrebet på Pentagon inviterer jo ligefrem til skepsis. Men i sidste ende er der intet, som på nogen overbevisende måde blot sandsynliggør, at det ikke var Osama bin Ladens terrornetværk, som stod bag flykapringerne og de voldsomme terrorangreb.

Hvis ikke man finder det overbevisende nok i sig selv, at en amerikansk regering ikke uden videre ville dræbe 3.000 uskyldige amerikanere i et spektakulært blodbad, burde dog det faktum, at Osama bin Laden ikke ligefrem har undladt at tage »æren« for angrebet pege i en entydig retning.

Skulle nogen alligevel være i tvivl, er der dog i mine øjne ét forhold, som mere end noget andet umuliggør, at det skulle være den amerikanske regering, som står bag: Det ville ganske simpelt kræve alt, alt for mange menneskers medviden og aktive involvering, og det er helt utænkeligt, at ikke én eneste af disse ville røbe historien og derigennem sikre sig øjbelikkelig verdensberømmelse og sit eget kapitel i verdenshistorien.

Der er simpelthen grænser for, hvor mange der kan hemmeligholde hvor meget, og hvor komplekse konspirationer, der overhovedet kan gennemføres med hermetisk vandtætte skodder.

Det er bestemt ikke praktisk uladsiggørligt, at en lille gruppe amerikanske militærfolk eller efterretningsfolk kunne tænkes at udføre isolerede aktioner, f.eks. attentater, men at udtænke, planlægge og udføre fire flykapringer og plante bomber i Twin Towers ville kræve så mange medsammensvorne, at risikoen ville være alt for stor. Tænk blot hvor mange, der nu tror, at regeringen stod bag - uden et eneste håndfast bevis - hvor slemt ville det ikke være, hvis en efterretningsofficer lækkede nogle overbevisende dokumenter til Washington Post, som røbede placeringen af sprængstoffer i Twin Towers eller lignende?

Operationen er ganske enkelt alt for omfattende til, at den efterfølgende ville kunne hemmeligholdes ret længe.

Man kan naturligvis indvende, at selv om det er usandsynligt, er det ikke umuligt, og når nu så mange faktorer peger på et regeringskomplot, så skal man i det mindste ikke udelukke det.

Og det er jo rigtigt nok. Eller det ville det være, hvis det altså forholdt sig sådan. Sagen er imidlertid den, at alle de bærende elementer i diverse konspirationsteorier er effektivt tilbagevist.

Håndværker - colic-help - skateboard - seo